Dataoverførsler til usikre tredjelande er noget, der kan holde enhver compliance-ansvarlig vågen om natten. For hvordan sikrer du, at din virksomhed er compliant, når du eksempelvis sender data til USA? Første skridt er at få styr på jeres datastrømme, processer og ansvarsfordeling.
Da EU-Domstolen i sommeren 2020 afsagde dom i den efterhånden berygtede Schrems II-sag fik det konsekvenser for tusindvis af virksomheder, der hver dag overfører data til bl.a. USA. Med Schrems II-dommen blev det såkaldte Privacy Shield nemlig skudt ned, og dermed røg det lovgrundlag, der før gjorde det muligt for europæiske virksomheder at overføre persondata til bl.a. USA uden at overtræde GDPR.
Virksomheder i vildrede
Selvom domsafsigelsen ikke er nogen nyhed længere, kan rystelserne fra Schrems II stadig mærkes.
Afgørelsen har holdt mange dataansvarlige vågne om natten, fordi manglen på gennemsigtighed og best practice gør det uklart, hvordan virksomheder bedst navigerer i den nye virkelighed.
Hvordan sikrer du, at din virksomhed er compliant, når I overfører persondata til et tredjeland, der ikke yder samme databeskyttelse som inden for EU's grænser – samtidig med, at I opretholder effektive og konkurrencedygtige forretningsgange? Netop det spørgsmål har sat virksomheder i alle størrelser og brancher i lidt af en limbo.
Sandheden er, at der ikke findes et entydigt svar, fordi der stadig mangler præcedens på området. Det betyder, at de fleste virksomheder er nødt til at foretage en individuel risikovurdering for at fastslå, hvordan de skal agere. Men ét er sikkert: Det værste du kan gøre, er at lukke øjnene og håbe på, at pilen ikke peger på din virksomhed, den dag hammeren falder. For konsekvenserne ved ikke at være compliant, når du overfører data til et tredjeland som USA kan være vidtrækkende – for både pengepung og omdømme.
Dilemmaet omkring tredjelandsoverførsler er ikke blevet mindre i takt med at virksomheder i alle størrelser og brancher accelererer deres Cloud-migration. For mens skyens fordele som omkostningsreduktion, effektivisering, boostet innovation, skalering og hurtigere time-to-market står lysende klart, så kræver compliance-udfordringerne, at du aktivt forholder dig til dine datastrømme.